fredag den 3. juni 2016

Midtvejs i sjette sæson: Daenerys Taergaryen



 
 

Dragemoderen Daenerys har ikke haft det nemt i lang tid. Hun forsøgte sig som statsleder i Meereen, men blev slået tilbage som en ludo-brik til start. I de første seks episoder har hun vansmægtet blandt de patriarkalske og primitive Dokrathier. Dragemoderens forhindringer, hvad angår hendes vej til Westeros, har givet anledning til mange sure miner hos fans af serien. Hvorfor får hun ikke fat i de skibe og kommer afsted med sin hær af Ubesmittede og drager? Personligt er jeg ret vild med Daenerys snirklede frem-og-tilbage-rejse gennem Meereen og tilværelsen i det hele taget; der er en dybere grund til, at hun, efter en periode med tilsyneladende fremdrift i projektet, må tilbage til oprindelsen – i hvert fald oprindelsen til hendes dronnings-status. Daenerys rummer nogle elementer i sin psyke, som var ved at forsvinde, da hun agerede oplyst dronning i Meereen. Hun bliver simpelthen nødt til at komme tilbage og genopdage den indre kriger-dronning med dertilhørende kontant afregning med fjenderne, og man må nok sige, at det er dén stemme, der taler i hende, da hun i ørkenen holder sin flammetale for Dokrathi-folket, efter at hun har demonstreret sin styrke ved at komme flyvende på Drogon, som ser ud til at være i topform og parat til at brænde Westeros-borge til ukendelighed. Daenerys er og bliver en grotesk skikkelse, der – som analysen i Vinteren kommer viste – forener ånd og krop, det primitive og det sofistikerede. Hun måtte tilbage til Vaes Dothak for at genoplade batterierne. Det er disse, der giver hende en enorm POWER og gør hende til mere end en sød teenage-dronning, der bare vil det gode, men det er også det, der gør hende også til en potentielt set farlig og måske ligefrem destruktiv spiller i kampen om Jerntronen.

På sin genvisit hos drokathi-folket har Daenerys endnu engang vist, at hun ikke stiller sig tilfreds med rollen som kvinde i en patriarkalsk kultur – og livet som Khal-enke er vitterligt ikke noget for hende. Så for anden gang viser hun, hvad hun kan med ild og flammer (som dragerne jo også er selve symbolet på). Ligesom hun overlevede sin ægtemand, Khal Drogos ligbål og dukkede op i asken med tre drager omkring sig, dræber hun i et hug de ledende mænd i stammen ved at brænde deres hytte ned – og selv kommer hun ubeskadiget ud – ikke med tre drager, men med magten til at genoptage sin bestræbelse på af føre Drokhati-folket mod Westeros. Vi holder da med hende, gør vi. Daenerys har i lang tid været en af mine foretrukne kandidater til Jerntronen, men jeg har hele tiden haft min tvivl, og lad mig forklare hvorfor.

Man kan ikke undgå at bemærke, at Daenerys nærmest har gjort det til en vane at slå ihjel – hun lod også en af de gamle slaveejere dø for de ildspyende drager vel vidende, at han måske ikke var skyldig i noget som helst. Daenerys har – ser det ud til – så meget vrede i sig, at man må forvente ikke mindre end et blodbad, når hun gør sit indtog i Westeros – hvad hun selvfølgelig gør lige om et øjeblik. Bemærk også, at hun ikke er sin fars datter for ingenting. Den gale konge brændte også sine fjender op efter at have nået en vanvidstilstand, hvor han ikke længere var i stand til at skelne ret fra uret. Dér er Daenerys ikke (endnu), og med Tyrion som besindig rådgiver kan hun stadig undgå at blive indhentet af sin ”slægtsforbandelse” og realisere den utopiske del af sit væsen. Men, men, men – jeg frygter for Daenerys skæbne. Hun kan være en person, som går over til den mørke side, for nu at bruge et sprog fra en anden storfilm fra den populærkulturelle afdeling. Bemærk fx hendes lille smil på læberne, da Khalen og hans hof brændte ihjel. Det er lige nøjagtig denne side af Daenerys, som gør hende stærk og potentielt destruktiv, fordi den forbinder sig med det vilde, det ødelæggende, det barbariske, som let skjules på grund af hendes yndige og æteriske sider. Nu sidder hun så på sin drage Drogon og styrer sagerne, mens Drokhati-stammen bevæger sig mod – tror jeg – Meereen. Snart vil hun få sine skibe – måske af sørøver-Greyjoy i skikkelse af Pilou Asbæk, som netop ville bygge de 1000 skibe, som Daenerys taler om at hun skal bruge for at bugsere sin hær over Det Smalle Hav.

Det store spørgsmål er: Hvem skal Daenerys alliere sig med, når hun kommer til Westeros? Hvem er hendes potentielle fjender, og hvem er hendes potentielle venner? Hun ved stort set intet om Westeros, og når hun lander på kysten, befinder hun sig i et rige, hvor intrigerne står i kø og hadefuldheden slægt og slægt imellem hænger udenpå. Mit håbefulde bud er, at det lykkes Jon og Sansa at indtage Winterfell, knuse den lumre gamle forræder Walder Frey og alliere sig med dragedronningen – så skulle der være power nok til at indtage King’s Landing, hvor Cersei og Jaime forekommer isolerede og uden kraft til for alvor at blive storspillere i kampen om Jerntronen. Det andet interessante spørgsmål er: Hvem skal tage sig af Meereen og de andre slavebyer, når Daenerys drager videre? Jeg håber, at Tyrion og andre kloge personager vil ræsonnere sig frem til, at tilstedeværelsen af en fremmed magt aldrig kan skabe fred (hvilket vi jo aktuelt har gode eksempler på i Afghanistan og Irak), så Grå Orm og ikke mindst den kloge Missandei, som jo tilhører de oprindelige folk i Essos får en central placering i det kommende styre. Det ville være en flot løsning på den grundlæggende imperialisme-problematik, som Daenerys er konfronteret med i Slaver’s Bay. Og Daenerys selv? Jeg håber, at hun ikke ender som sin far – undgår hun det, er hun absolut en værdig kandidat til Jerntronen, selvom det selvfølgelig virker lidt paradoksalt, at der skulle al den borgerkrig til for at skabe rum for en ny Targaryen på tronen. Åh, ja, når det kommer til Daenerys håber jeg det bedste og frygter det værste.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar